[DEBAT]

Ny viden er farlig for en ideologi, som har spillet fallit 

Verden får stadig flere munde at mætte. Den danske regering bør derfor sende et klart signal til både EUs medlemslande og u-landene om, at Danmark nu er parat til at erstatte vores egoistiske nej til »GMO-mad« med en saglig vurdering af ny teknologi for landbrug og fødevarer - GMO eller ej

TEKST: Per Pinstrup-Andersen, agronom, professor ved Cornell University i USA og Københavns Universitet

 

Mens deltagere fra 192 lande i december måned drøftede klimaændringer, konsekvenser og mulige løsninger ved COP15 i København, fortsatte tørken i Kenya.

Majsplanterne visner, der bliver ingen høst. Det rammer fattige landbofamiler hårdt. Folk sulter. Det går mest ud over børnene. Mange af dem, som overlever, bliver endnu mere underernærede.  Men der er håb forude. Næste år begynder Kenyas landbrugsforskere at afprøve majssorter, som de håber, er højtydende og tørketolerante.

Hvorfor havde landmændene i Kenya og andre afrikanske lande ikke adgang til tørketolerante sorter, før tørken kom? Fordi det kræver en større forskningsindsats at frembringe dem, end hvad Kenya og andre lande var villige eller i stand til at stille på benene. Og så kræver det, at de mest egnede forskningsmetoder bliver taget i brug. Det betyder molekylær biologi og genmodificering. Men genmodificering er farlig! Det skal man holde sig fra, siger en stor del af EUs befolkning, medlemslandenes regeringer og Greenpeace.

Det tror den kenyanske regering på, så den har ikke tilladt landmændene at dyrke genmodificeret majs, selv om den har været godkendt, sået, høstet og spist af både mennesker og dyr i Sydafrika, Argentina, Brasilien og USA i mange år. Selv om Kenya har et velfungerende offentligt finansieret landbrugsforskningssystem, har regeringen ikke engang tilladt markforsøg med genmodificerede sorter.  

Fortsat stigende folketal

Det er desværre ikke kun i Kenya, at folk sulter, og børn dør af underernæring. Sidste år døde fem millioner børn i Verden af sult og underernæring - næsten det samme antal som Danmarks samlede befolkning. De fleste var børn af fattige landbofamilier.

Selv om langt størstedelen af verdens fattige mennesker bor i u-landenes landdistrikter og er afhængige af landbrug, er det kun en tredjedel, som producerer nok mad til at brødføde sig selv. Så de fleste fattige, som i forvejen bruger mere end halvdelen af deres indkomst på mad, bliver ramt hårdt, når fødevarepriserne stiger, som de gjorde i 2007-08. Ifølge FNs fødevare- og landbrugsorganisation (FAO) steg antallet af mennesker, som lider af sult, med flere end 150 millioner som følge af disse prisstigninger.

Det er paradoksalt, at så mange landbofamilier ikke kan producere det, de behøver til sig selv. Der er mange årsager, men de væsentligste er meget lav produktivitet pr. hektar og ringe adgang til markeder, kredit og rådgivning. Selv med adgang til lån er mange landmænd ikke meget for at investere, fordi risikoen for at miste høsten som følge af tørke, insektangreb eller plantesygdomme er stor.

Men kan verden overhovedet brødføde fremtidige generationer på en måde, som er bæredygtig for miljøet? FNs fremskrivninger siger, at vi når op på mellem ni og ti milliarder mennesker, før antallet begynder at falde. Det vil sige ca. 50 pct. flere, end vi er i dag. Og kan vi dyrke nok fødevarer, uden at vi øver vold mod vand, jord og klima, og uden at fødevarepriserne går på himmelflugt, så endnu flere sulter?

Mit svar er ja, men det vil kræve, at vi sætter handling bag de mange flotte ord fra diverse topmøder. Der er behov for handling på mange fronter, men historien har vist, at forskning, innovation og teknologi kan spille en overordentlig vigtig rolle. Molekylærbiologien har givet os et fantastisk godt redskab til at løse sundheds- og fødevareproblemer. Men er vi villige til at udnytte det, eller ønsker vi fortsat at fornægte anvendelsen af genmodificering - uanset konsekvenser for mennesker og miljø?

Ingen bivirkninger

Heldigvis har vi valgt at acceptere genmodificering i sundhedsforskningen. Vi kunne jo blive syge, men de fleste af os kommer nok ikke til at lide af sult. Så vi siger nej til GMO-mad.

Men hvad med miljøet? Vi har brugt mange ord på klimaændringer, så skulle vi ikke se at få gang i forskning, som kan bidrage til, at vi har nok fødevarer fremover, selv om temperaturen stiger? Kornsorter og andre afgrøder, som kan modstå tørke, oversvømmelse, stigende saltindhold i jorden og nye insektangreb og plantesygdomme, som klimaændringerne sandsynligvis medfører, vil ikke alene hjælpe med til at undgå en anden fødevarekrise. De vil også hjælpe de millioner af fattige mennesker i u-landene, som er afhængige af landbruget. Produktionsmetoder, som kræver, at landmændene roder mindre i jorden og i stedet bruger ufarlige ukrudtsmidler, som afgrøderne er modstandsdygtige overfor, vil formindske udslip af drivhusgas fra jorden. Højere udbytter vil mindske fældning af skov og derfor bibeholde binding af mere drivhusgas.

Hvad er risikoen? Genmodificeret mad har nu været på markedet i USA i mere end 12 år. Størstedelen af den mad, 300 millioner amerikanere spiser, er enten genmodificeret eller har været udsat for genmodificering et eller andet sted i produktionsprocessen. Masser af mennesker i andre lande spiser også gensplejset mad. Der er ikke påvist et eneste tilfælde af sygdom eller dødsfald forårsaget af at spise det. Husdyrene har det også godt med gensplejset foder, og deres mælk og kød fejler ikke noget. Genmodificering har heller ikke forvoldt miljøskade. Det er enestående, at en ny teknologi ikke har nogen som helst negativ bivirkning.

Tænk blot på hjulet og alle de dødsfald, som det har forvoldt. Eller hvad med bivirkningerne af den medicin, vi tager? Det virker derfor lidt latterligt, at EU-landenes regeringer holder fast på, at genmodificeret mad og foder er farlige. Hvori består faren? Hvad er vi bange for? Har grupper, som har gjort modstand mod genmodificering i landbruget til deres mærkesag, fået en så stor magt over os?

Den forsømte forskning

Vi europæere har ved vores adfærd, promovering, handelspolitik - og økonomiske støtte til internationale organisationer med modstand mod genmodificering i landbrug og fødevarer som mærkesag - influeret en række u-landes regeringer til ikke at godkende brug af genmodificeret udsæd i deres lande, samtidig med at vi gladeligt godkender og indtager medicin, som er genmodificeret. Det er uetisk og uacceptabelt!

Prisen betales af de mange millioner mennesker, som ikke får mad, fordi høsten bliver ødelagt, eller fordi de lider af blodmangel, som kunne undgås, hvis mulighederne for at forøge jernindholdet i den mad, de spiser, bliver udnyttet. Megen lidelse og død kunne have været undgået, hvis Kenya og andre afrikanske lande havde påbegyndt en udvikling af afgrødesorter, som er modstandsdygtige over for tørke og angreb af insekter og plantesygdomme for ti år siden i stedet for næste år. Hvorfor opmuntrede vi dem ikke til det og tilbød forskningssamarbejde og økonomisk bistand? Hvorfor gør vi det ikke nu?

Måske er vi alligevel i EU ved at komme på andre tanker. Sidste år blev der dyrket genmodificerede afgrøder på omkring 100.000 ha i syv EU-lande, og der har lydt positive røster fra de sidste to G8-møder og fra EUs landbrugskommissær. Men bortset fra den fhv. fødevareministerens forslag om, at vi skulle være mere åbne for import af genmodificeret foder, ser jeg ikke nogen opblødning i den officielle danske holdning.

Løser jo ikke sultproblemerne …

Modstandere af anvendelse af genmodificering til forbedring af fødevarer, landbrug og miljø har mange argumenter, men ligesom kejseren har argumenterne intet tøj på. Et af dem er, at »det løser jo ikke verdens sultproblemer«. Nej, sikkerhedsseler i bilerne eller fartbegrænsninger eliminerer heller ikke trafikdrab. Skulle vi tillade spirituskørsel, fordi et forbud ikke sikrer, at ingen dør i trafikken? Naturligvis ikke. Anvendelse af de mest egnede forskningsmetoder er en del af løsningen, men det er ikke den endegyldige løsning.

Et andet argument er, at vi ikke ved nok om virkninger og bivirkninger. Et mere træffende argument er måske, at mange modstandere ikke ønsker at vide mere. Det må være forklaringen på, at de søger at ødelægge de markforsøg, som netop skulle give yderligere viden. Ny viden er farlig for en ideologi, som har spillet fallit.

Så er der dem, som hævder, at »vi ikke skal spille Gud«. Det er min opfattelse, at hvis Gud gav os hjerne, var det for, at vi skulle bruge den til bl.a. at sikre en balance mellem mennesker og natur, som udrydder sult og beskytter naturen. Spiller vi Gud, når vi forsker for at frembringe medicin til at løse vore sundhedsproblemer, som naturen ikke selv kan løse? Skulle jeg sige nej tak til en medicin, som kunne kurere min datters cancer, hvis den var genmodificeret? Nej vel. Men er det ikke lige så vigtigt at redde et barn fra at sulte ihjel?

Det er i øvrigt interessant, at Vatikanet, som for katolikker vel anses for at være Guds repræsentation på jord, ikke har problemer med at bruge genmodificering i landbrug og fødevarer.

En god forretning for landmanden

Et fjerde argument er, at pollen fra genmodificerede planter vil »forurene« økologisk produceret mad. Det er naturligvis kun en risiko, hvis planten krydsbestøver. Men den risiko har danske frøproducenter været i stand til at undgå, og der er ingen grund til at tro, at en slags fredelig sameksistens ikke kunne opnås mellem økologiske og genmodificerede afgrøder. I øvrigt forstår jeg ikke, hvorfor økologisk produktion ikke tillader genmodificering. Gener er da betydeligt mere naturlige end mange af de pesticider, som er tilladt i økologisk produktion.

Endelig er der argumentet, at hvis landmændene bruger gensplejset udsæd, kommer de i lommen på Monsanto eller andre store private virksomheder, fordi de har monopol på genmodificeret udsæd. Nu strækker monopolet altså kun til, hvad virksomheden har produceret og patenteret, og der er jo ingen, som tvinger landmændene til at købe forædlet udsæd fra Monsanto.

I betragtning af, at stort set alle amerikanske landmænd, som dyrker majs og soyabønner, vælger at købe patenteret genmodificeret udsæd, kunne det tyde på, at det er en god forretning for dem. Det er bekræftet af en række økonomiske analyser. Den globale økonomiske gevinst for perioden 1996-2005 er beregnet til 135 mia. kr., hvoraf lidt over halvdelen gik til u-landene. Alene i 2005 var den økonomiske gevinst 28 mia. kr. Det er derfor ikke så mærkeligt, at antallet af lande, som dyrker genmodificerede afgrøder, har været støt stigende fra seks til 25 gennem de seneste 12 år. 15 af de 25 er u-lande.

Men sidstnævnte argument er måske i virkeligheden en antipati mod kapitalismen? Hvis det er tilfældet, ville jeg ønske, at de, som af ideologiske grunde søger at bekæmpe markedsøkonomien og kapitalismen, vil vælge et område, hvor kampagnen gør mindre skade i u-landene.

Danmark skal sige ja til GMO

Så hvordan kommer vi videre? Jeg foreslår, at den danske regering sender et klart signal til EUs medlemslande og vore samarbejdspartnere i u-landene om, at vi i Danmark nu er parate til at erstatte et kategorisk nej til GMO-mad med en saglig vurdering af ny teknologi for landbrug og fødevarer, uanset om der er brugt gensplejsning eller ej. Vi kunne dernæst tilbyde mere økonomisk og teknisk bistand til de u-lande, som ønsker at øge landbrugs- og fødevareforskning og styrke deres institutioner til afprøvning og godkendelse af nye afgrødesorter.

Vi kunne også ophæve importrestriktioner mod gensplejsede soyabønner og majs, som er godkendt i eksportlandet. Det ville komme både landmænd og forbrugere til gode, og der er hverken sundhedsfare for mennesker eller dyr eller risiko for miljøskade forbundet med at fodre dyrene med GM-foder. Den eksisterende mærkningsordning giver i øvrigt forbrugeren et valg, som vil afhænge af den information, som er til rådighed. Dernæst kunne vi prøve at hjælpe de andre EU-lande ud af den trance, som den multinationale kampagne mod GMO for landbrug og fødevarer har bragt dem i.

Hvor længe skal vi som nation fortsætte med at sidde med armene over kors og sige nej til GMO-mad uden at vide, hvorfor vi siger nej, og uden at bekymre os om, hvordan andre mennesker bliver påvirket?

Artiklen har været bragt i Danidas avis Udvikling 1/2010.